|
Aabenraa har en lang historie som administrativt centrum bag sig, idet Sønderjyllands landsting lå på Urnehoved få kilometer fra byen. Det var derfor naturligt, at byen blev amtets hovedsæde trods sin lidenhed, da man lagde landsdelens amter sammen i 1970. Stridighederne mellem kongerne af Danmark og hertugerne af Slesvig ramte selvfølgelig også de sønderjyske købstæder, men det var dog svenskekrigene og den preussiske annektion, der ramte byen hårdest. Genforeningen har ikke genoprettet byens handelsliv til trods for landets dybeste havn(ved Enstedværket). Udover diverse krigsødelæggelser(således eksempelvis hertug Vilhelm af Braunschweigs plyndring af byen 1429 og Johann Rantzaus indtagelse af byen 22/3 1523) har Aabenraa som alle andre købstæder en række af bybrande bag sig: 25/10 1576(medførte forbud mod stråtækning), 19/5 1610(forbud mod bål på Skibbroen), 3-4/5 1629(Niels Schlüters brand), 16/3 1634(Peter Mouritzens brand), 18/1 1669(Thomas Peltzers brand), 1679, 1680, 1694, 21/7 og 9/8 1707, 13/7 1708(Matthias Frees' brand) og 1744. Købstad blev byen 1/5 1335(det oprindelige dokument er bevaret) efter at moderlandsbyen Opnør var forsvundet(efter afbrænding 1247?). Hermed er Aabenraa den eneste danske købstad, som har fået sine privilegier uden kongelig medvirken - skråen er tegnet af Hertug Valdemar(V). Dog kan der have været et forlæg, hvis alder vi dog ikke kender.
Yderligere oplysninger kan findes i:
Viggo Petersen: "Det Gamle Åbenrå", Nationalmuseet 1982
Peter Dragsbo: "Mennesker og Huse i Aabenraa", Sydjysk Universitetsforlag 1978
Allan Tønnesen: "Kommuneatlas Aabenraa", Planstyrelsen 1991
Johan Hvidtfeldt/Peter Chr. Iversen: "Åbenrå Bys Historie", Historisk Samfund for Sønderjylland 1961
Henrik Engqvist/Viggo Pedersen: "Historiske Huse i Aabenraa", Nationalmuseet 1975
Vilhelm Marstrand: "Aabenraa 1028-1523", Egmont H. Petersen 1933
Svend Aage Faaborg: "Rundt om Byens Torve", Mohrdiek 1995
"Skulpturer i Aabenraa", Aabenraa Byhistoriske Forening 1999
Besøg også Aabenraa Kommune og Landsarkivet for Sønderjylland.
Skabelse og vedligehold
Morten K. Pedersen